Det blev et dramatisk løb, hvor Kevin Magnussen tog sejren, og Marco Sørensen tog vigtige point til mesterskabet med sin syvendeplads.
Løbet startede med safetycar på grund af den meget våde bane. Efter tre omgange blev løbet dog givet frit, og Kevin Magnussen trak hurtigt fra og udbyggede sin føring ned til Robin Frijns med fire sekunder.
Til dette løb var det et krav at kørerne skulle have minimum ét pitstop. Både Kevin Magnussen og Robin Frijns, går i pit samtidigt, og her mister danskeren en placering. Men kort efter overhaler Kevin Magnussen hollænderen.
Marco Sørensens teamkammerat Richie Stanaway får langt nede i feltet kontakt med Carlos Huertas, og det resulterer i et voldsomt uheld, hvor newzealænderens bil letter. Der kommer herefter rødt flag, og han køres til hospitalet. Bilerne samles bag safetycar ved målstregen til løbet atter kan genoptages.
Løbet genoptages efter cirka et kvarters pause, men bag safetycar. Flere kørere har ikke haft deres obligatoriske pitstop, men Marco Sørensen har heldigvis nået sit inden, der kom rødt flag. Løbet gives atter frit.
Da det ternede flag falder, er det Lewis Williamson og Jake Rosenzweig, der kører først over stregen, men de to kørere har ikke taget deres påkrævede pitstop, og får en tidsstraf på 60 sekunder.
Kevin Magnussen vinder derfor løbet foran Nick Yelloly og Robin Frijns. Marco Sørensen havde også et godt løb og udskifter sin P11 fra kvalifikationen med P7 i løbet, så der er også point i dette løb til gårsdagens vinder.
– Jeg har haft op- og nedture denne weekend. Det startede godt med min første pole, men i det første løb havde vi ikke den ydeevne vi forventede. Dette løb var utrolig svært. Med de kørere der endnu ikke havde haft deres stops, så vidste jeg ikke rigtigt om jeg havde føringen. Det eneste negative var, at vi havde et dårligt pitstop. Heldigvis lykkedes det mig at genvinde føringen fra Robin, udtaler Kevin Magnussen efter søndagens løb.
Denne weekend på Spa banen blev dermed domineret af de to danske kørere, der begge tog deres første sejr i Formel Renault 3.5.
Marco Sørensen og Kevin Magnussen er nu henholdsvis nummer fire og fem i det samlede mesterskab – se top5 længere nede.
Resultat af søndagens løb:
1. Kevin Magnussen.
2. Nick Yelloly
3. Robin Frijns.
4. Nick Müller.
5. Sam Bird.
6. Walter Grubmüller.
7. Marco Sørensen.
8. Will Stevens.
9. Nicolay Martsenko.
10.Giovanni Venturini.
Stillingen i det samlede mesterskab:
1.Sam Bird GBR 70
2. Robin Frijns NED 61
3. Nick Yelloly GBR 51
4. Marco Sørensen DEN 45
5. Kevin Magnussen DEN 43



