Ulrik Linnemann kører i denne weekend semifinale i det europæiske rallycrossmesterskab på Estering ved Hamborg. Før løbene er han placeret på en pæn tredjeplads, og den skal som minimum forsvares og gerne forbedres. Førstepladsen er for nuværende kun en teoretisk mulighed, hvorimod andenpladsen er indenfor rækkevidde.
Normalt er det ikke et problem at motivere Ulrik til at yde sit bedste, men i dag fik han en ekstra gulerod, da hans presseansvarlige sammen med en af teamets trofaste mekanikere bekendtgjorde, at de næste år ville tage cyklen fra basen i Himmerland og til Estering.
– Bare for at se dem slide rø… i laser, så skal jeg dælme give den gas, grinede Ulrik bagefter.
Løftet indebærer dog, at Ulrik står på øverste trin på podiet, når sejrherren skal kåres på søndag.
– Vi synes, at det er på tide, at nogen med rette får ondt i en vis legemsdel over, at Ulrik vinder – derfor denne udfordring, griner Kim og Kim
Om de to overmodige herrer så skal ud og trampe i pedalerne, vil blive offentliggjort, når protesttiden er udløbet.



