Det forlyder, at Sebastien Bourdais er lige på vippen til at miste sit sæde hos Toro Rosso og der svirrer mange rygter om, hvem der kunne erstatte ham. Nu har den 5-dobbelte rallyverdensmester, Sebastien Loeb, meldt sig som interesseret.
Det er en noget overraskende udmelding og den skal nok også tages med et gran salt. Udtalelsen er kommet til den franske avis, L’Equipe, hvortil Loeb har sagt: “Så længe Formel 1 og VM-rally løbskalendrene ikke kolliderer, så er alt muligt. Hvis der er en plads hos Toro Rosso, så er jeg klar.”
Det er Loebs arbejdsgiver, Citroën, så til gengæld ikke! Olivier Quesnel, som er chef for Citroën Sport, siger ganske klart at Loeb ikke kommer til at erstatte Bourdais.
Men tanken om Loeb i Formel 1 er ikke helt umulig. Han testede sidste år en Red Bull racer med et godt resultat og i hans deltagelse på Le Mans for to år siden gjorde han også en god indsats sammenlignet med sine medkørere. Kontakten til Toro Rosso er også til stede, idet Red Bull er blandt sponsorerne af Citroëns VM-rally satsning. Men midt i en sæson, hvor Loeb kæmper om sin 6. VM-titel er nok ikke lige tidspunktet til et skift.