En sjetteplads er bedømt som godkendt for den tilbagevendte, syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher. Comebackløbet sammen med det nydannede Mercedes GP Petronas var præget af få begivenheder, hvor sølvpilene tilsyneladende ikke er så gode til at bevare dækkene som bl.a. Ferrari og Red Bull.

– Efter tre år væk, så er jeg glad for at kunne sige, at det var sjovt derude, særligt i begyndelsen, hvor jeg fik en god start. Jeg kan leve ganske fint med sjettepladsen, og det giver både mig og teamet en god basis at arbejde videre fra. Jeg har al tillid til at vi kan forbedre bilen.

– At arbejde med teamet i vores først løb sammen var meget positivt, og gutterne gjorde det godt, så jeg vil gerne takke dem for deres support i mit comebackløb. Vi ved alle, at vi har et stkke vej endnu, men vi vil nå dertil. Det er en lang sæson, siger Schumacher efter løbet.

Teamkammerat Nico Rosberg lå indledningsvist firer, to placeringer foran Schumacher, men den placering tog Lewis Hamilton under pitstoprunden.

– Jeg fik en god start og var tilfreds med at ligge firer efter første omgang. Jeg manglede dog fart på option-dækkene i det første stint og kæmpede noget. Lewis slog mig på strategien i pitstoppet, hvilket vi skal analysere senere for at se, hvad der skete, siger Rosberg om sit første løb for Mercedes GP Petronas.

Hen mod slutningen nærmede Rosberg sig Sebastian Vettel med tekniske problemer, men Mercedes-køreren kunne ikke tæt nok på landsmanden til at forsøge en overhaling.

– Jeg kunne ikke helt fange Sebastian til sidst, da jeg mistede greb i den beskidte luft, når jeg kom tæt på. Men femtepladsen er også en god begyndelse for os, og jeg er sikker på, at vi kan udvikle os herfra, siger Rosberg.

Foto: Mercedes GP Petronas