Michael Schumacher får værdifuld testtid, når han i denne uge skal teste den kommende generation af GP2-racere. Det sker på den spanske Jerez-bane, hvor tyskeren altså får mulighed for igen at vænne sig til hurtige formelracere.

Mens konkurrenterne får tilpasset sæder og optræder i events for sponsorer, så går tyskeren skridtet længere i sine forberedelser til comebacket i Formel 1. En tredages test skal give den syvdobbelte tysker træning og fart i kroppen, mens GP2-organisationen får teknisk feedback fra en af de bedste i branchen.

Det er næste generation GP2-racer, som tyskeren skal køre fra tirsdag til torsdag. GP2-raceren, der er den tredje i rækken, skal bruges fra 2011 og frem. Testen skal give GP2 feedback på bl.a. flere setupvarianter, et antal nye komponenter i undervognen samt en ny gearkasse.

Testen er godkendt af GP2-organisationen og F1’s testkomite. Det skriver Mercedes GP Petronas i en meddelelse.

Foto: ROC