Michael Schumacher tog søndag sin (anden) afsked med F1. En imponerende karriere på topplan slutter dermed for tyskeren, der for evigt har skrevet sig ind i historiebøgerne.
Og selvom fokus var på VM-kampen helt i front, var Schumachers løb også et af de mere opsigtsvækkende. Og tyskeren nød turen mod syvendepladsen, der bød på lidt af hvert på Autodromo Jose Carlos Pace.

– Sikke et spændende og hændelsesrigt løb. Sært nok, så begyndte mit sidste Formel 1-race overhovedet med en punktering, som sendte mig ned gennem feltet. Men det har altid været min filosofi ikke at give op – der vil altid være en chance, man skal bare klø på og tage den, når den kommer, siger Michael Schumacher, der også hæfter sig ved sin placering som nummer syv i det brasilianske grandprix.
– Det er et lidt sært sammenfald, at jeg sluttede min Formel 1-karriere med P7, som var mit første kvalifikationsresultat på Spa-Francorchamps for 308 løb siden. Det slog mig også, at jeg kører med nummer syv på bilen og at jeg har syv VM-trofæer i mit skab, filosoferer tyskeren.
Tyskeren sender også en tak til teamet og sine fans – en tak, han også kørte med på en specialdesignet hjelm til finaleløbet.
– Selv under disse svære betingelser var mit sidste Formel 1-løb utroligt sjovt, og jeg vil igen gerne takke teamet og alle mine fans for deres støtte gennem årene. Jeg har nydt tiden, vi har haft sammen, meget, slutter han.