Sauber skal angiveligt være bagud med lønudbetalingen, efter teamets ansatte ikke har fået deres løn fra februar endnu, skriver Autosport.

Betalingsproblemerne skal ligge i, at der fortsat mangler en hovedsponsor på teamet, men en sådan aftale har det schweiziske hold endnu ikke kunnet få papir på. Ifølge det britiske magasin skulle en sådan aftale dog være lige på trapperne, men endnu er der intet officielt ude. Desuden skriver de også, at Saubers nuværende sponsorer alle skal have betalt deres aftaler.

Allerede tilbage i november 2015 kom det første forvarsel om finansielle udfordringer i F1, da Manor, Force India – og ikke mindst Sauber – bad Bernie Ecclestone om at få fremskudt udbetalingen af deres penge fra 2015-mesterskabet, så de havde de økonomiske muskler, det kræver at få udviklet næste års bil.

Der skulle angiveligt ikke være nogle tegn på, at Sauber ikke bliver klar til sæsonstarten i Australien, selvom de ansatte lige nu savner deres løn.