GP2-sølvinder Sergio Perez kører Formel 1 for Sauber Motorsport i 2011. Den 20-årige mexicaner kommer til det schweiziske team med masser af tele-penge fra sit hjemlands telefonselskab, Telmex.

Dermed får Sauber Motorsport to unge løver i sæderne i den kommende sæson, da Kamui Kobayashi allerede er sikret et sæde også næste år.

Perez tog fire sejre i 2010 på vej mod andenpladsen i GP2. Mexicaneren blev den yngste vinder i GP2 Asia, da han som 18-årig sejrede en enkelt gang i 2008.

– Formel 1 er drømmen for en hver ung racerkører. Og denne drøm bliver nu virkelighed for mig. Det er klart, at det er en stor udfordring og et stort ansvar. Jeg tager den dog gerne, og jeg er stolt af at kunne repræsentere mit land i den højeste motorsportskategori, siger Sergio Perez i en pressemeddelelse.

Foto: Andrew Ferraro/GP2 Media Service