Stephane Sarrazin er en alsidig herre. Den franske, tidligere formel 1-kører, skifter Peugeots 908 HDi FAP ud med en 207 S2000 i næste uge, når det går løs med det belgiske Geko Ypres Rally.

Det bliver dog ikke første gang, at franskmanden kører i Intercontinental Rally Challenge. Seneste kørte han i Rally Monte-Carlo i januar, hvor han tog en fornem fjerdeplads.

Asfaltspecialisten kører som tidligere en Peugeot 207 Super 2000 hos Kronos Racing.

– Jeg har koncentreret mig om Le Mans på det seneste, så jeg har ikke haft lejlighed til at tænke over det, men jeg nyder altid at køre rallybiler, så jeg er spændt, siger 34-årige Stephane Sarrazin, der indtil i søndags havde banerekorden på Circuit La Sarthe.

Sarrazins bedste resultat i IRC var en tredjeplads i Monte-Carlo i 2009.

Foto: IRC