IndyCar med de to danske Christian’er – Lundgaard og Rasmussen – kører i weekenden sæsonens andensidste afdeling. Der køres ovalbanerace på Milwuakee Mile i West Allis, Wisconsin. Ovalbanen Milwaukee Mile er, som navnet antyder, kun en mile kort, hvilket svarer til 1,6 km.
Tager man et kig på mesterskabet, som allerede nu er vundet af Alex Palou, er der fortsat mulighed for, at Christian Lundgaard kan avancere fra sin fjerdeplads i stillingen og realistisk set kæmpe om tredjepladsen. Tredjepladsen er på nuværende tidspunkt indtaget af Scott Dixon, som Lundgaard har 13 point op til. Christian Rasmussen befinder sig på en 13. plads, og har 15 point op til Rinus VeeKay på 12. pladsen.
Lundgaard: Målet er at fange Dixon
Tirsdag aften var Christian Lundgaard hovedpersonen i en IndyCar-pressekonference. Her reflekterede danskeren bl.a. over hans chancer for at overhale den seksdobbelte mester, Scott Dixon, og tage tredjepladsen i mesterskabet:
“Matematisk er det let at overhale Scott Dixon, men vi har brug for lidt held – et godt resultat, og at han har et værre resultat – vi skal lære hurtigt, være stabile og aggressive. Men jeg vil ikke dvæle ved det i hele off-season, hvis vi kører to gode løb men ikke får tredjepladsen i mesterskabet. Hvis vi kan jagte ham hele vejen, vil jeg stadig se det som en succes.”
Selvom Lundgaard er optimistisk omkring sine chancer for at opnå to stærke resultater i Milwaukee og Nashville – måske endda en sejr – er der stadig spørgsmålstegn over danskerens evner på ovalerne. En 7. plads ved Indy 500 og en 6. plads på Iowa Speedway er på papiret godkendt, men han har hidtil ikke formået at få så meget fart ud af bilen på stejlkurverne, som holdkammeraten Pato O’Ward. Men ifølge Lundgaard er der en god grund til det:
“Indy var årets første oval, og jeg følte klart at jeg havde en ulempe mod Pato og Nolan [Siegel], fordi jeg skulle lære alt igen med McLaren. Men jeg har haft mange samtaler med Tony [Kanaan] omkring det, hvordan kan vi gøre den her proces med at lære det hele igen, og gøre op med nogle af de dårlige vaner hurtigere.”
Men med tre ovaler under beltet for McLaren og en meget unik oval i Milwaukee Mile, tror Lundgaard på, at han kan være med i den helt skarpe ende i den kommende weekend:
“De fleste ovaler ligner hinanden, men The Mile er meget flad, der er næsten ingen hældning, så det spiller mere til de europæiske køreres hånd fordi det nærmest bare er et meget hurtigt sving på en normal bane – i jagten på tredjepladsen er der ikke en bedre oval at komme til.”
Du kan følge Lundgaard og Rasmussen live på Viaplay og TV3 Sport eller via livetiming.
Tidsplan for Snap-On Milwaukee Mile 250 2025 (dansk tid)
Lørdag den 23. august
Practice 1: kl. 15:00
Qualifications: kl. 20:00
Final Practice: kl. 22:30
Søndag den 24. august
Race: kl. 20:00
Foto: Penske Entertainment / Joe Skibinski



