Fire danske karting talenter blev udpeget af DASU til at repræsentere Danmark i FIA Karting Academy samt FIA Karting Arrive & Drive 2025. Her får du overblikket over, hvordan de klarede sig.

Alle de danske karting talenter viste fin form i FIAs Arrive & Drive-serier. FIA Karting Academy Trophy vendte tilbage, mens FIA Karrting Arrive & Drive World Cup var en ny tilføjelse på kalenderen.

DASU havde udpeget Niklas Vejen (Academy Trophy Senior), Marc Alexander Reistrup (Academy Trophy Junior), Knud Nielsen (Arrive & Drive Senior) og Kristian Sejersen (Arrive & Drive Junior) som dannebrogs flagbærere. Samlet set vandt de fire heatsejre og tretten podieplaceringer.

Niklas Vejen – FIA Karting Academy Trophy Senior

Niklas Vejen stod for en af sæsonens absolutte højdepunkter, med hans pragtpræstation på hjemmebane i Rødby. I den silende regn tog Vejen weekendens første heatsejr på suveræn vis. En defekt motor i tredje kvalifikationsheat betød, at han startede på en relativt beskeden femteplads i finalen. Heller ikke her var motoren helt på toppen, hvilket kostede to placeringer i starten. Men på trods af den noget forkølede motor, brugte Niklas sin evner i glat føre til at kæmpe sig op til en tredjeplads.

Kun en uheldig weekend i Viterbo forhindrede Niklas Vejen for at kæmpe med i den helt skarpe ende, men med to stærke weekender i Portimão og Rødby sluttede danskeren alligevel på en meget respektabel femteplads i slutstillingen.

Portimão, 1. – 4. maj

Qualifying Heat 1: 2. plads
Qualifying Heat 2: 13. plads
Qualifying Heat 3: 7. plads
Final: 4. plads

Viterbo, 5. – 8. juni

Qualifying Heat 1: DNF
Qualifying Heat 2: 16. plads
Qualifying Heat 3: 21. plads
Final: 21. plads

Rødby, 31. juli – 3. august

Qualifying Heat 1: 1. plads
Qualifying Heat 2: 4. plads
Qualifying Heat 3: DNF
Final: 3. plads

Marc Alexander Reistrup – FIA Karting Academy Trophy Junior

Marc Alexendar Reistrups sæson i Academy Trophy Junior var ikke ulig Niklas Vejens, i den forstand, at kun en svær weekend i Valencia forhindrede ham i at være med helt i toppen. Men efter den indledende runde i Spanien viste Reistrup storform med bronzemedaljer i både Mülsen og Cremona, hvilket var nok til en sjetteplads i slutstillingen.

Valencia, 15. – 18. maj

Qualifying Heat B-C: 8. plads
Qualifying Heat C-D: 12. plads
Qualifying Heat A-C: DNF
Final: 17. plads

Mülsen, 17. – 20. juli

Qualifying Heat B-C: 8. plads
Qualifying Heat C-D: 2. plads
Qualifying Heat A-C: 9. plads
Final: 3. plads

Cremona, 25. – 28. september

Qualifying Heat C-D: 1. plads
Qualifying Heat B-C: 8. plads
Qualifying Heat A-C: 5. plads
Final: 3. plads

Knud Nielsen – FIA Karting Arrive & Drive World Cup Senior

Knud Nielsen var en af de helt stor oplevelser på LYL Circuit i Malaysia, hvor han dominerede de tre kvalifikationsheats. At hans bronzemedalje i sidste ende var en smule skuffende vidner kun om det utroligt høje niveau, han kørte på.

Qualifying Heat B-C: 1. plads
Qualifying Heat A-C: 2. plads
Qualifying Heat C-D: 1. plads
Final: 3. plads

Kristian Sejersen – FIA Karting Arrive & Drive World Cup Junior

Kristian Sejersen vidste også gode takter i Malaysia med to podieplacering i de tre kvalifikationsheats. Desværre blev Sejersen involveret i et uheld på første omgang af finalen, som han dermed sluttede på 24. pladsen.

Qualifying Heat B-C: 8. plads
Qualifying Heat B-D: 3. plads
Qualifying Heat A-B: 2. plads
Final: 24. plads

Arrive & Drive og Academy Trophy bliver udvidet i 2026

Arrive & Drive World Cup er blandt FIAs initiativer, designet til at gøre international elite-karting mere tilgængeligt. Efter succesen i Malaysia har de valgt at udvide konceptet til to regionale mesterskaber – et i Europa og et i Asien/Oceanien. Begge mesterskaber består af tre runder, og følger derfor samme format som FIA Karting Academy Trophy.

En enkeltstående afdeling af Arrive & Drive World Cup, med de bedste kørere fra de to regionale mesterskaber, vil være kulminationen på FIA Karting-sæsonen 2026.

Både Arrive & Drive og Academy Trophy har fået tweaket deres formater for at sikre maksimal køretid for køreren, mens den øvre aldersgrænse i Academy Trophy Senior er blevet hævet til 17 år.

Læs mere om de opdaterede Arrive & Drive formater her.