GT-finaler i Europa
Flere europæiske GT-mesterskaber havde finaleløb med dansk deltagelse den forgangne weekend. Bedst gik det for Nicolaj Møller Madsen i ADAC GT4 Meisterschaft, men på trods af en sejr og en tredjeplads på banen i Oschersleben måtte fynboen og hans tyske makker i deres Porsche tage til takke med en samlet andenplads, blot to points efter vinderne.
Også på Oschersleben debuterede Bastian Buus i Porsche Carrera Cup Deutschland. Grundet tekniske problemer kom han ikke til start i race 1 og sluttede P11 i andet løb.
På Silverstone i England blev det ligeledes klart at Patrik Matthiesen og hans britiske makker i McLaren slutter samlet nummer to i British GT4 Championship, og endelig blev det til en tredjeplads for Frederik Schandorff i det italienske Gran Turismo Championship GT3 i finalen på Monza for hans Lamborghini-team. Samlet blev Frederik og team nr. seks.
VM i karting
På trods af lovende indsatser for flere af de danske deltagere kommer årets VM i karting ikke til at gå over i dansk motorsportshistorie.
Bedst gik det i klassen OK Junior, hvor Jonathan Weywadt kom i mål som nr. 20 og Mathias Bjerre Jakobsen udgik. Ingen af de øvrige danskere nåede finalerne.
Læs mere på fiakarting.com
Nyhederne om de danske talenter er fra DASUs elitenyhedsbrev – det kan du abonnere på her!
Foto: Porsche AG



