Mens Nico Rosberg fortsatte de gode takter for Mercedes AMG Petronas-teamet med hurtigste tid, sluttede Kevin Magnussen lige uden for top ti i anden træning til Malaysias Grand Prix.
Kevin Magnussen fik blot et par installationsomgange i anden session efter morgenens tekniske bekymringer, inden han gik i gang med at teste længere stints og nåede dermed hverken det antal omgange eller omgangstider, som teamkammerat Button nåede. Begge McLaren-biler havde problemer med grebet i de hurtige kurver, og kombineret med de varme temperaturer gav det udfordringer på de længere stints.
– Jeg har aldrig kørt en bil i denne slags temperaturer før – så jeg har lært meget i dag. Som sagt, så er temperaturerne her så høje, at dækkene virkeligt lider – men det er det samme for alle, så vi må prøve at udrede det inden morgendagens sessioner. Jeg prøver at sætte bilen op til at passe på bagdækkene, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
– Der er altid noget, du kan forbedre, og vi har i øjeblikket en masse at tænke på og en masse data at gå igennem i aften. For mig er de varme bagdæk det største problem – dækkene opfører sig meget anderledes fra hvad de gjorde i Australien, så det vil være mit fokus, siger han videre.
– Jeg er dog stadig overbevist om, at vi kan lave nogle brugbare ændringer på bilen i aften, slutter han.
Anden session, hvor kørerne for første gang fik prøvet ‘option-dækket’, bød på store udfordringer med balancen, hvor flere kørere beklagede sig over meget løse bagender på bilerne. Det gav flere afkørsler ned gennem rækkerne, dog uden den helt store dramatik.
Tre kørere nåede i sessionen under 1m40s – Nico Rosberg, igen Kimi Räikkönen på P2 for anden session i træk og Sebastian Vettel, der for en gangs skyld havde en god session og lå konstant med fremme – også på de længere stints mod slutningen.
Lewis Hamilton, der var i front i FP1, var firer foran Fernando Alonso, Felipe Massa, Daniel Ricciardo, der havde en afkørsel med høj hastighed til slut, Jenson Button, Valtteri Bottas og Nico Hülkenberg.
Lotus F1 Team? Problemer igen – Pastor Maldonado kom slet ikke på banen efter det formodede turbo-problem, der udviklede sig i FP1, mens Romain Grosjean kørsel blev afkortet med gearkasseproblemer. Kamui Kobayashi var heller ikke på banen efter det ERS-problem, der opstod i FP1.
Resultatet af FP2 til Malaysias Grand Prix:
| 1 | Nico Rosberg | Mercedes | 1:39.909 | 30 | |
| 2 | Kimi Räikkönen | Ferrari | 1:39.944 | 0.035 | 30 |
| 3 | Sebastian Vettel | Red Bull Racing-Renault | 1:39.970 | 0.061 | 30 |
| 4 | Lewis Hamilton | Mercedes | 1:40.051 | 0.142 | 32 |
| 5 | Fernando Alonso | Ferrari | 1:40.103 | 0.194 | 29 |
| 6 | Felipe Massa | Williams-Mercedes | 1:40.112 | 0.203 | 34 |
| 7 | Daniel Ricciardo | Red Bull Racing-Renault | 1:40.276 | 0.367 | 29 |
| 8 | Jenson Button | McLaren-Mercedes | 1:40.628 | 0.719 | 28 |
| 9 | Valtteri Bottas | Williams-Mercedes | 1:40.638 | 0.729 | 35 |
| 10 | Nico Hulkenberg | Force India-Mercedes | 1:40.691 | 0.782 | 34 |
| 11 | Jean-Eric Vergne | STR-Renault | 1:40.777 | 0.868 | 33 |
| 12 | Kevin Magnussen | McLaren-Mercedes | 1:41.014 | 1.105 | 20 |
| 13 | Adrian Sutil | Sauber-Ferrari | 1:41.257 | 1.348 | 28 |
| 14 | Daniil Kvyat | STR-Renault | 1:41.325 | 1.416 | 32 |
| 15 | Esteban Gutierrez | Sauber-Ferrari | 1:41.407 | 1.498 | 34 |
| 16 | Sergio Perez | Force India-Mercedes | 1:41.671 | 1.762 | 25 |
| 17 | Romain Grosjean | Lotus-Renault | 1:42.531 | 2.622 | 14 |
| 18 | Max Chilton | Marussia-Ferrari | 1:43.638 | 3.729 | 20 |
| 19 | Jules Bianchi | Marussia-Ferrari | 1:43.752 | 3.843 | 29 |
| 20 | Marcus Ericsson | Caterham-Renault | 1:45.703 | 5.794 | 31 |
| 21 | Kamui Kobayashi | Caterham-Renault | No time | 0 | |
| 22 | Pastor Maldonado | Lotus-Renault | No time | 0 |



