Nico Rosberg endte som bedste mand efter første dag i firedagestesten på Jerez i Spanien. Mercedes GP-køreren satte tiden inden for den første time, hvor banen var tør.

I løbet af morgenen ramte regnvejret dog den sydspanske bane, så tiderne er endnu sværere at sammenligne end ellers ved tests.

Toro Rosso markerede sig igen blandt de hurtigste, med Sebastien Buemi som næstbedste, en tiendedel efter Rosbergs benchmark. Hülkenberg i Williams satte tredjebedste tid undervejs i testen, hvor den unge tysker igen klokkede masser af omgange ind.

Ferraris Fernando Alonso var fjerdebedste, dog knap to sekunder efter Rosberg. Spanierens banetid var begrænset, da teamet valgte at holde bilen i garagen store dele af formiddagen.

Nye ansigter og biler var også klar på banen, hvor både Red Bulls RB6 fik sin debut ved Mark Webber, ligesom Tonio Liuzzi var ude i Force Indias VJM03. Virgin Racing var første blandt de nye teams til at give bilen banedebut med Timo Glock ved rattet. Da teamet benyttede det meste af natten og hele formiddagen på at montere opdateringer på bilen, blev det kun til nogle installationsomgange sidst på eftermiddagen.

Tider fra første dags test i Jerez, Spanien:

1. Nico Rosberg Mercedes 1m20.927s
2. Sebastien Buemi Toro Rosso 1m21.031s +0.104
3. Nico Hulkenberg Williams 1m22.243s +1.316
4. Fernando Alonso Ferrari 1m22.895s +1.968
5. Kamui Kobayashi Sauber 1m23.787s +2.860
6. Jenson Button McLaren 1m24.947s +4.020
7. Vitantonio Liuzzi Force India 1m24.968s +4.041
8. Vitaly Petrov Renault 1m25.440s +4.513
9. Mark Webber Red Bull 1m26.502s +5.575
10. Timo Glock Virgin 1m38.734s +17.807

Foto: Mercedes GP Petronas