Ronnie Bremer har netop været i Spanien for at teste den opdaterede Ascari KZ1R-racer, som danskeren forhåbentligt skal køre i FIA GT3 og ADAC GT Masters i 2010. Det blev dog en amputeret test, da bilen ikke var klar med de opdateringer, der skulle testes.

Bilen fra sidste sæson havde dog fået den nye Judd-motor monteret, men ellers bestod testen i at afprøve kørere til den kommende sæson for Team rhino’s Leipert.

– Det blev ikke til så meget kørsel, men det væsentlige for mig var også at komme ned og få en snak med teamet om den kommende sæson, der er jo to serier, og jeg håber på at kunne køre dem begge, og det ser meget positivt ud. Jeg kunne godt tænke mig et par enkelte “single-seater” løb i USA i år, for måske at slutte den del af min karriere af, så det arbejder vi også videre med, siger Ronnie Bremer i en pressemeddelelse.

Foto: Markus Berns