Renaults nye F1-kører Robert Kubica kommer atter til start i et rally. Polakken, der er skiftet fra BMW Sauber til Renault F1 Team til 2010-sæsonen, skal køre Rally Monte-Carlo senere denne måned.

Dermed får det hæderkronede rally endnu en prominent kører på startlisten, idet bl.a. WRC-køreren Mikko Hirvonen kommer til start i en Ford Fiesta S2000.

Robert Kubica skal dog køre i Renault Clio R3, der kører i et særskilt mesterskab – Renault Clio R3 European Trophy.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker rally, så jeg prøver dette for sjov. Der er også tid i vinterpausen i F1 til det, siger Robert Kubica til IRC’s hjemmeside.

Den 25-årige polak har tidligere deltaget i Taormina-Messina Rally på Sicilien og Rally du Var i Frankrig i november 2009.

Rally Monte-Carlo begynder 19. januar og slutter 23. januar.

Foto: LAT Photographic