Renaults F1-team har nu meldt ud, at de er parate til at trække stikket for deres Formel 1-satsning hvis de forestående regelændringer gennemføres. Dermed står den franske bilfabriks Grand Prix-team sammen med blandt andre Ferrari i kampen mod FIA og Max Mosley.

I en meddelelse fra det anglo-franske team lyder det, at de er for at indføre lavere omkostninger i Formel 1, men at beslutningerne skal træffes sammen med de deltagende teams.

I en meddelelse, hvor teamet bruger ordet frustration om FIA’s ændringer, understreger teamet, alle teams i VM skal deltage under samme regelsæt.

Chefen for ING Renault F1 Team, Flavio Briatore, lægger sjældent fingrene imellem i sine udtalelser. Hans kommentarer til denne verserende krise er ingen undtagelse.

– Vores mål er at reducere omkostningerne, samtidig med at vi fastholder den høje standard, der gør Formel 1 til et af de mest prestigiøse brands i markedet. Det vil vi sikre på en koordineret måde med de regulerende og markedsførende myndigheder, og vi nægter at acceptere den ledelsesmåde, FIA selv udstikker. Hvis beslutningerne annonceret af World Council den 29. april ikke bliver ændret, har vi intet andet valg end at trække os fra  FIA Formula One World Championship ved udgangen af 2009, siger han i en meddelelse.

Tidligere på ugen meddelte Ferraris bestyrelse, at de var villige til at sige arrivederci til F1 efter 60 år med VM-deltagelse. Som nævnt på Racemag denne uge, er der indkaldt til krisemøde fredag i Heathrow.