FIA har i dag afsagt dom i crash-gate, og ING Renault F1 Team har fået to års betinget udelukkelse fra F1. Dommen er gjort betinget, da teamet fra første færd har indrømmet andelen i skandalen, har medvirket til opklaring og har handlet over for de ansvarlige i teamet.

FIA har vurderet, at forseelsen var så alvorlig, at udelukkelse fra F1 var passende.

Flavio Briatore og Pat Symonds har fået hårdere domme. Briatore er blevet udelukket fra al motorsport under FIA i en ubegrænset periode, ligesom kørere under Briatores management ikke vil kunne få superlicens. I øjeblikket tæller det Fernando Alonso, Heikki Kovalainen, Mark Webber og Romain Grosjean i F1.

Pat Symonds er ligeledes blevet idømt hård straf, dog med en tidsramme på fem år.

Renaults F1-ansvarlige Bernard Rey udtalte i dag:

– Vi er kede af at finde os selv her ved World Motor Sport Council i dag.

– Vi accepterer fuldt beslutningen i rådet. Vi undskylder ubetinget til F1-verdenen i forbindelse med denne uacceptable handling. Vi håber inderligt, at vi kan lægge denne sag bag os snart og fokusere konstruktivt på fremtiden. Vi vil offentliggøre yderligere information de næste dage, slutter han.

Foto: Charles Coates/LAT Photografic