Dansk Automobil Sports Union (DASU) og Team Danmark har sammensat listen over aktive der er indplaceret i Team Danmarks system i 2022. Og det er glædelig læsning set med bilsportens øjne, for aldrig før har så mange talenter og elitekørere opnået denne blåstempling.

”Det er særdeles positivt at Team Danmark på denne måde anerkender de mange talenter og topresultater som DASU producerer,” siger DASUs elitechef Bo Baltzer Nielsen. ”2021 var igen et fantastisk år for vore internationale banekørere, og også vore unge kartingtalenter begyndte at røre på sig efter nogle lidt magre år. Blandt de indplacerede er også et nyt navn i form af Benjamin Petersen (foto), der er dansk født, men bosat i USA”. 

DASU har modtaget støtte fra Team Danmark siden 1985, og er i dag et af 26 forbund der stadig er fundet støtteberettiget. Efter ønske fra Team Danmark udpegede DASU i 2000 et eliteudvalg til forestå den politiske del af arbejdet, mens en ansat sportschef står for den praktiske del.

Team Danmark har valgt at koncentrere støtten til DASU omkring karting og asfaltbane. Det sker efter principperne i såkaldte ”disciplinanalyser” der foretages hvert andet år. DASU foretager selv med jævne mellemrum talentudviklingsprojekter inden for andre af unionens sportsgrene; således er et nyt talentkoncept for offroad-sporten under færdiggørelse i samarbejde med de berørte klubber.

DASUs talentudviklingsarbejde ledes af unionens eliteudvalg, der i 2022 består af Hans Bruun (fmd), Carl Christian Hansen og Jens Winther. Racerkøreren Michael Christensen er tilknyttet som aktivrepræsentant.
Det daglige arbejde ledes af Bo Baltzer Nielsen, mens Jacob Nørtoft er talentansvarlig for karting.
Endelig er Dennis Wounlund tilknyttet som fysisk træner og coach. 

Helt nøjagtigt er 26 bane- og en enkelt kartingkører i 2022 indplaceret i en af de tre kategorier som Team Danmark opstiller. Disse er: 

Team Danmark Verdensklasseatleter
Man indplaceres som Verdensklasseatlet på baggrund af allerede opnåede resultater og resultatperspektiv.

Team Danmark Eliteatleter
Man indplaceres som Eliteatlet på baggrund af resultatperspektiv. Udvalgte talenter med særligt potentiale kan indplaceres som Eliteatlet. Udvalgte Eliteatleter kan også opnå økonomisk støtte.

Team Danmark Bruttogruppeatleter
Som Team Danmark Bruttogruppeatlet har man ikke adgang til Team Danmarks ekspertsupport, men kan benytte Team Danmarks øvrige servicetilbud.

Listen over indplacerede kan ses her på dasu.dk.

Foto: Road to Indy