Tivoli lægger torsdag rammer til afgangen mod det traditionsrige, historiske Rally Monte-Carlo. Mere end 20 rallybiler kører fra Hovedstaden med retning mod alperne, hvor der fra lørdag morgen den 30. januar skal køres 14 specialetaper.
De historiske rallybiler når målet i Monaco onsdag den 3. februar tidligt om morgen efter 3.000 kilometers kørsel.
Flere danske hold er blandt de startende, som vinkes afsted af blandt andre HKH Prins Joachim. Lars Bækkelund fra Horsens og Arne Pagh fra Middelfart i Fiat 128 Coupe fra 1972 blev nummer 10 sidste år ud af 340 startende, så de kører naturligvis fra Tivoli med store forventninger klæbende til sig.
Formanden forDansk Automobil Sports Union, Bent Mikkelsen fra Vejle, danner par med Jens Gandrup fra Odense i en Alfa Romeo 1750 GTV fra 1968. Henning Hjorth fra Rudkøbing kører med sin vante makker Roar Eriksen fra Hørsholm, men i en nyindkøbt bil, en Ford Escort RS 2000 fra 1977. Peter Karlsen og Michael Munkholm Jensen fra Holbæk er atter med i deres Alpine Renault A 110 1600 S fra 1973.
Blandt de øvrige startende er et rent dansk damehold med Danna Corke fra København, medlem af Kvindelige Eventyreres Klub, som stiller op sammen med Marie Louise Jensen, København, i en MGB fra 1970.
Program for afgangen ved Tivolis Hovedindgang, Vesterbrogade 3:
12.20.14.00 Rallybilerne placeres i startrækkefølge i Tivoli.
14.00: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim ankommer til Tivoli for at bese deltagernes rallybiler.
Kl. 14.30: Kulturborgmester Pia Allerslev, Københavns Kommune, ankommer til Tivoli.
Kl. 14.43: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim flager med Pia Allerslev som bisidder første deltager af sted fra startrampen ved Tivolis hovedindgang.
Kl. 15.06: Sidste deltager fra København kører ned ad startrampen.