2010-udgaven af det historiske rally på bjergvejene omkring Monaco er i dag skudt i gang fra Tivoli i København. HKH Prins Joachim og Københavns kulturborgmester Pia Allerslev sendte deltagerne afsted på de 3.000 kilometer mod Alperne, hvor specialprøverne finder sted.
De danske og norske deltagere er sendt afsted, ligesom deltagere fra en række andre europæiske byer er det. Blandt de syv danske rallyhold er optimismen stor. Det nok stærkeste mandskab, Lars Bækkelund og Arne Pagh i en Fiat 128 Coupé fra 1972 blev nr. 10 ud af 340 hold for et år siden, men de stiler endnu højere i år:
– Mit mål er at komme endnu længere op. Vi har forberedt os intensivt ved at træne på bjergetaperne, så vi kan undgå uheld, siger den yderst erfarne, tidligere danmarksmester i rally Lars Bækkelund.
På grund af den kolde vinter i år venter der deltagerne ekstra meget sne i bjergene, og det kan blive en stor udfordring for mange deltagere, men ikke for Lars Bækkelund, hvis man skal tro køreren selv.
– Jeg er godt kørende i sne, og ser frem til et krævende rally, mener Bækkelund. Hans formodet værste modstander fra København er nordmændene Henning Jørstad og Tine Hallre i en Alpine Renault fra 1977. De blev nr. 2 sidste år og vil forsøge at vinde løbet i år.
I seks dage skal de 340 deltagere over en række snedækkede bjergpas i det centrale Frankrig og Alperne, før Rallye Monte-Carlo Historique slutter i Monaco på onsdag.
Se galleri med fotos fra dagen ved Tivoli i København her!
Fotos: Intercom