Lørdag den 18. oktober bliver der spænding på, når Automobil Sports Klubben Hedeland er vært for sidste og sjette afdeling af Danmarksmesterskabet i DASU Classic Regularity, der køres i det flotte efterårsfarvede landskab på Midtsjælland.
Danmarksmesterskabet køres i fire klasser, Touring, Sport, Expert og Elite, med Touring som den letteste klasse. Fire ud af årets seks løb er tællende til mesterskabet, og man kan se bort fra de to dårligste resultater igennem sæsonen.
Spændingen om mesterskabet i de enkelte klasser er stor. Efter de første fem kørte afdelinger er der blot fundet Danmarksmestre i Expert klassen, hvor ægteparret Henning og Else Friborg fra Them ved Silkeborg har kørt en formidabel sæson i deres Volvo 142S fra 1970. De er med tre sejre og en fjerde plads sikret Danmarksmesterskabet, foran Niels Erik Jørgensen, Assens / Arne Pagh, Strib i Honda DRX fra årgang 1981, på en foreløbig anden plads.
I de øvrige klasser er der tæt løb, og alt kan ske i sidste afdeling. De førende i klasserne er:
Touring-klassen: Peter Hansen, St. Heddinge / Hans Christian G. Jensen, St. Heddinge, Peugeot 205, årgang 1987, foran ægteparret Birch og Maria Johannesen fra Græsted i en flot Renault 25, årgang 1991.
Sport-klassen: Hans-Jørn Søgaard Andersen, Silkeborg / Kaj Mikkelsen, Sporup, Opel Ascona B, årgang 1980, foran Kim Bach Sørensen, Stenløse / Freja Damgaard Sørensen, Stenløse i Toyota Corolla GT fra 1986.
Elite-klassen: Lars Palle, Varde / Poul Bo Madsen, Struer, Volvo 440 Turbo, årgang 1989, tæt forfulgt at Randers brødrene Poul og Erik Brøndum i Toyota Corolla 1300, årgang 1985.
Rally Monte Carlebo Historique har start fra Roskilde Racingcenter. Abildgårdsvej 1, 4000 Roskilde, hvor de omkring 40 historiske biler kan ses fra kl. 8:00, når der er teknisk kontrol. Løbet starter med første bil kl. 10:00, hvorefter bilerne sendes afsted med 1 minuts mellemrum.
Med løbsleder Bent Fasberg i spidsen, har løbsledelsen fundet nogle spændende og udfordrende veje, hvor kørerne først og fremmest bliver udfordret i at overholde de beskrevne gennemsnitshastigheder på omkring 40 km/t, men også undervejs får lejlighed til at nyde det efterårsfarvede landskab, som ruten går igennem.
Publikum er velkomne til at følge løbet, og se de flotte biler både ved starten i Roskilde, ude på ruten og ved de pauser der er indlagt i løbet af dagen, samt ved mål i Tune.
Løbet er opdelt i fire etaper, hvor 1 etape går fra Tune ad de små veje over Solrød, forbi Spanager til første pause på Statoil tanken, Ringstedvej 506 i 4632 Bjæverskov hvor bilerne ankommer ca. kl. 10:55. Herfra fortsætter løbet videre på etape to der går syd på, først forbi Bregentved Slot, videre forbi Gisselfeld Herregård og via skovvejen ved Villa Galina til tre kvarters middagspause fra kl. 12:30 på legendariske Nisseringen, Gambakkevej 14, 4684 Holmegård.
Tredje etape starter fra Nisseringen efter kl. 13:15, og går mod Ringsted, hvor deltagerne undervejs passeres Broksø Gods ved Herlufmagle, samt Giesegård ved Ringsted, inden der kl. ca. 14:50 er pause på samkørselspladsen, Øster Ringvej 50 ved Motorvejen Ringsted Øst.
Efter et kvarters pause på samkørselspladsen, skydes sidste og fjerde etape i gang kl. ca. 15:05, hvorfra der, via Viby Sjælland, køres til mål i ved Tune Hallerne, Øster Ringvej 50, 4030 Tune. De første biler forventes ca. kl. 16.15.






