Eurosport har modtaget mange roser for deres dækning af Rally Monte Carlo, hvor det især var de mange dirkete transmissioner fra prøverne, som vakte begejstring. Det har man åbenbart noteret sig, for nu lanceres et nyt koncept, kaldet “Golden Stage Rally”.

Konceptet består af et arrangement, hvor der kun skal køres på én enkelt hastighedsprøve – The Golden Stage. Prøven bliver på skiftende underlag og får en længde på 25-30 kilometer. Det er meningen, at der skal køres to gange på prøven og dermed får arrangementet stor lighed med de alpine skidiscipliner, styrtløb og slalom, hvor deltagerne jo netop også får to gennemløb til at afgøre tingene.

Hele “rallyet” vil blive dækket direkte af Eurosport og det er da også det samme team, som dækkede Rally Monte Carlo, som vil blive sat til at stå for Golden Stage Rally. Dermed vil der helt sikkert blive vist masser af spændende onboard, men da arrangementet er samlet på én prøve, vil man i langt højere grad også være i stand til at dække prøven med kameraer placeret på selve ruten. Noget, som der manglede lidt af under dækningen af Rally Monte Carlo, hvor det i sagens natur var umuligt at have kameraer overalt på de mange hundrede kilometer hastighedsprøver.

For at sikre, at kørerne ikke bare kører paradekørsel, lokkes der med en præmiepulje på et anseeligt beløb. “Mere end 150.000 Euro,” lyder det fra Eurosport Events, som sammen med Cyprus Automobile Association (CAA) står bag det første “Golden Stage Rally”. Det er planlagt til at løbe af stabelen i november måned umiddelbart efter sæsonens sidste IRC-rally, som også køres på Cypern. Således er man sikker på, at de bedste IRC-kørere i hvert fald er til stede, når arrangementet skal løbe af stabelen – og man kan så kun håbe, at de ikke har ødelagt deres biler under selve IRC-rallyet.

Med Eurosport i ryggen er der ingen tvivl om, at der vil kunne laves et arrangement, som egner sig endog særdeles godt til TV. “Race of Champions” arrangementerne, som hidtil har været det mest rallyprægede, der er blevet sendt direkte på TV, har altid været meget præget af, at det var lidt mere show end rigtig rally. Her vil en prøve på 25 kilometre sikre, at der bliver tale om rally, som rallyfans er vant til at se det ude i skoven. Det bliver spændende at følge det første “Golden Stage Rally” til november.

Foto: IRC