Om aftenen den 13. august køres den 32. udgave af Tvilum-Scanbirk Rally Show 2010. Løbet tæller hverken til kampen om DM eller noget andet mesterskab, men alligevel er en sejr meget eftertragtet. Løbet har igennem årene opbygget en høj status blandt rallykørerne, og når man løber listen over tidligere vindere igennem, er det nærmest som at læse i dansk rallysports blå bog.

Det har aldrig været en let sag at vinde i Fårvang og således bliver det heller ikke i år. En meget stor del af rallyeliten er blandt de 70 tilmeldte og den på sine steder meget snævre bane stiller nogen helt særlige krav til kørerne. Således er de store, kraftige 4-hjulstrækkere ikke altid de mest optimale biler at køre i. Holder det tørt og undgår man at der bliver kørt for meget grus og jord ud på banen, så er en lille, væver to-hjulstrækker et rigtig godt våben i Fårvang.

Udover rally foregår der efterhånden også meget andet i Fårvang denne aften. Det er ikke uden grund at ‘rally’ er koblet sammen med ‘show’ i titlen på arrangementet, for der er meget andet at kigge på, når der ikke foregår noget på prøven. Naturligvis har man adgang til hele serviceområdet, men derudover har Fårvang igennem årene udviklet sig til en lille motorfestival. Således vil et meget stort antal klassiske biler være samlet i området, ligesom der også vil være udstillet eksempler på, hvor ekstremt bilstereo og anden styling kan være.

Det hele skydes i gang kl. 17.00 d. 13/8 og skulle man ikke have fået nok når rallyet slutter ved 21.30 tiden, så er der byfest bagefter.

Foto: Morten Alstrup