Efter en udflugt til Østeuropa med to rallies i henholdsvis Ungarn og Ukraine, er det nu igen tid for IRC at tage kampen op på mere vestlige breddegrader.
Rallye Sanremo er sidste asfaltrally i kalenderen, og det italienske rally på rivieraen er en af nyklassikerne i IRC-kalenderen. Ralliet har været kørt siden IRC blev oprettet i 2007 og var et af løbene i 2006, hvor fire rallies udgjorde pilottest for IRC.
Rallyet køres på bjergvejene med udsigt over Middelhavet og casinobyen Sanremo, og det hele skydes i gang fredag eftermiddag med tre prøver inden en pause. Fredag aften afsluttes med en prøve af de hårdere i kalenderen, den 44 km lange Ronde-prøve, der køres fredag aften i skumring og mørke.
Lørdagen byder på tre prøver, der gennemkøres både formiddag og eftermiddag, indtil rallyet slutter i bymidten. I alt 10 prøver over 204 km skal kørerne ud på.
Med tilbagekomsten til det vestlige Europa får konkurrencen – og dermed også seværdigheden af ralliet – et nøk opad. Andreas Mikkelsen, der har et solidt polster i front af stillingen, vender ikke tilbage før sæsonafslutteren næste måned på Cypern. Det giver Skoda Motorsports Juho Hänninen og Jan Kopecky mulighed for at lukke noget af hullet.
De to Fabia-kørere skal dog holde øje med nogle af hjemmebanefavoritterne. Den italienske mester Paolo Andreucci vandt rallyet i 2010 og er igen en af favoritterne i sin Peugeot 207 S2000. Men også Giandomenico Basso (foto), der har en sejr i IRC allerede i år, vender tilbage i den hurtige M-Sport Ford Fiesta RRC. Umberto Scandola kører i en Skoda Italia-indsat Fabia S2000 og vil også være med fremme.
Craig Breen gør comeback i serien efter den fatale ulykke i Targa Florio for Saintéloc Racing i en Peugeot 207, samme bil, som Bruno Magalhaes og Pierre Campana starter i. Begge vil også kunne være med fremme – Campana sluttede på podiet i Korsika tidligere på året.
Du kan følge rallyet live på www.ircseries.com eller læse om det her på Racemag.