Næste stop i IRC-kalenderen er det legendariske Tour de Corse. Middelhavsøen Korsika lægger asfalt til de udfordrende prøver, et noget mere stjernespækket IRC-felt bliver udsat for.
Eurosport Events og IRC byder igen på livedækning af flere prøver, der kan ses på Eurosport fredag og lørdag.
Rallyet starter i Ajaccio torsdag eftermiddag, men har base i Corte, hvor fire prøver gennemkøres en enkelt gang, og en femte specialprøve bliver gennemkørt både fredag og lørdag. Løbet slutter lørdag aften i Bastia.
Rallyet er også kendt som de 10.000 svings rally, et navn, det har fået efter de mange hårnålesving og kurver, kørerne kommer ud for på bjergvejene. Rallyet har været kørt siden 1956 og har figureret på IRC-kalenderen siden 2011.
Blandt tidligere vindere er Petter Solberg (2003), der returnerer med sit eget rallyteam samt Francois Delecour, der vandt i 1993. Den karismatiske franske veteran deltager i en af de nye Renault Mégane RS.
2011-vinderen Thierry Neuville er ikke med denne gang, men i toppen vil Peugeots Mathieu Arzeno, Bryan Bouffier, Craig Breen og lokale Pierre Campana gøre deres til at pille Skoda ned fra toppen. Hos det tjekkiske mærke er Andreas Mikkelsen med og skal kæmpe mod fabrikskøreren Jan Kopecky, det tyske Skoda-teams Hermann Gassner og Sepp Wiegand.
For Ford stiller franske Julien Maurin, Oleksii Tamrazov og Oleksandr Saliuk for Dream Team Ukraine. Svenske Patrick Flodin skulle være startet for Petter Solbergs Ford-team, men svenskeren brækkede kravebenet under løbetræning. Erstatningen er britiske Martin McCormack. Også et andet i IRC-kredse velkendt navn er Proton-køreren Giandomenico Basso, der denne weekend dog stiller i Ford Fiesta S2000 efter RRC-reglerne – dvs. med turbomotor.
En enlig MINI Cooper bliver kørt af Dani Sordo, der stiller i en Prodrive-serviceret Cooper Works S2000. Da MINI ikke er registreret som mærke i IRC, kan Sordo dog ikke score point.
Kørerne skal igennem i alt 14 prøver over 318 kilometer. Shakedown er kørt onsdag aften, mens første test er torsdag aften.
Følg rallyet live på livetiming her og hold øje med Eurosport for livesending fra prøverne.
Se onboardvideo med Thierry Neuville og Nicolas Gilsoul her – og hold fast:
Sådan afvikles Tour De Corse 2012:
| 10. 05. 2012 | ||||
| 1 | Pénitencier Coti – Agosta plage | 25.89 km | 14:13 CET | |
| 2 | Gare de Carbuccia – Tavera | 16.89 km | 15:21 CET | |
| 3 | Sarrola – Plage de Liamone | 26.7 km | 16:19 CET | |
| 11. 05. 2012 | ||||
| 4 | Le Fangu – ND de la Serra | 27.53 km | 08:27 CET | |
| 5 | Erbajolo – Pont d’Altiani 1 | 24.57 km | 11:10 CET | |
| 6 | Barchetta – La Porta | 23.24 km | 14:49 CET | |
| 7 | Taverna – Pont de Castirla | 15.28 km | 15:52 CET | |
| 8 | Erbajolo – Pont d’Altiani 2 | 24.57 km | 18:10 CET | |
| 12. 05. 2012 | ||||
| 9 | Macinaggio – Centuri 1 | 15.56 km | 09:53 CET | |
| 10 | Marinca – Cagnano 1 | 28.96 km | 11:10 CET | |
| 11 | Macinaggio – Centuri 2 | 15.56 km | 13:12 CET | |
| 12 | Marinca – Cagnano 2 | 28.96 km | 14:35 CET | |
| 13 | Macinaggio – Centuri 3 | 15.56 km | 16:37 CET | |
| 14 | Marinca – Cagnano 3 | 28.96 km | 18:10 CET | |



