Første træning forud for årets 24-timers Le Mans er nu afviklet, og det blev Peugeot Total og Oreca Matmut, der satte sig på de fire første pladser. Det var Peugeot #2, der var hurtigst med tiden 3.20,034, der satte pejlemærket for de øvrige teams i LMP1. Orecas Peugeot 908 HDi FAP fulgte efter på tredjepladsen.
Bedste Audi var #7 med Kristensen/Capello/McNish, mens Aston Martin #009 med bl.a. Juan Barazi var bedre end teamkammeraterne i #007.
Kolles Audi #15 og Christian Bakkerud blandt besætningen var nummer 14 af de 17 LMP1-racere – lidt overraskende efter teamkammeraterne i #14.
I GT1-klassen var der glæde for Young Driver AMR-teamet, da de var hurtigst blandt de større GT-racere.
I GT2 var Jan Magnussens teamkammerater i Corvette Racing #64 hurtigst, mens Magnussens #63 var firer i klassen. Hankook Team Farnbacher var imponerende på sjettepladsen i den hårde GT2-klasse.
Sessionen var 90 minutter gammel, da Romain Grosjean satte sin Matech Competition Ford GT af i Maison Blanche. Bilen blev bragt tilbage med store skader, men den tidligere F1-kører skulle være uskadt. Også teamets anden bil var i centrum, da den 100 % kvindebesatte GT1-racer snurrede rundt. Det samme gjorde Aston Martin #007, mens Young Driver AMR-raceren med bl.a. Christoffer Nygaard punkterede undervejs i træningen.
Forberedelserne til Le Mans fortsætter klokken 22.00 med første kvalifikation – se mere under motorsportskalenderen nederst på sitet.
Foto: Team Peugeot Total