Mens Per Poulsens teamkammerat James Thompson søndag kunne hæve det største trofæ – og den største pengepræmie – måtte fynske Per Poulsen nøjes med en ottendeplads i søndagens andet løb.
Turen til Portugal kastede ikke de resultater af sig, som DTC Cup-vinderen havde håbet på.
– Det var svære betingelser. Vejret gjorde, at vi ikke fik noget ud af vores test, og vi døjede meget med en overstyrende bagende. Det var først søndag, at vi blev dus med bilen. Jeg var uheldig i første heat, hvor jeg blev skubbet rundt i starten, så jeg måtte udgå, for ellers tror jeg, at en femte- eller sjetteplads havde været realistisk i det heat, siger Per Poulsen.
Den tidlige exit fra første heat betød, at Hartmann Honda Racings kører måtte starte andet heat fra bageste led, men det lykkedes ham at køre en ottendeplads hjem trods en vovet dækstrategi.
– Jeg valgte at gamble med tørvejrsdæk på forenden og regndæk på bagenden, men regndækkene døde fuldstændigt efter 4-5 omgange, og det var ærgerligt, specielt sådan som starten forløb med en startkollision foran mig, for så kunne det have set fornuftigt ud, siger Per Poulsen, der får roser med på vejen fra teamchefen.
– Per gjorde også et fantastisk stykke arbejde. Han var desværre uheldig i det første løb, men i det andet viste han stor teamspirit og var med til at hjælpe James fremad i rækkerne, siger Hans Hartmann.
Foto: fiaetcc.com