Der er endnu god tid til Porsche LMP1-debut i 2014. Tyskerne har dog nu valgt at offentliggøre, at to af kørerne i LMP1-satsningen bliver franske Romain Dumas og tyske Timo Bernhard.

Begge kørere har været gennem Porsches talentrækker og har i en årrække været fabrikskørere hos det tyske mærke.

Netop Dumas og Bernhard var med til at sikre Porsche og Penske succes i ALMS i Porsche RS Spyder, som de vandt det amerikanske mesterskab med i 2007 og 2008. I 2010 var de lånt ud til Audi, hvor de vandt Le Mans.

Annonceringen af de to kørere kommer forud for en række tests af den nye LMP1-racer, som endnu ikke har set offentlighedens lys. Det sker også kort tid efter vedholdende rygter om at australske Mark Webber skulle forlade Red Bull Racing og F1 til fordel for tyskernes sportsvognsprogram.