Nicki Thiim satte lidt over middag lørdag pole position, da der blev kørt kvalifikation i Porsche Super Cup på Spa-banen i Belgien.

Den tyske mærke-serie fungerer som opvarmning til en række udvalgte Formel 1-løb. Så efter dagens frie træninger var kørt, skulle Porsche Super Cup køre kvalifikation til morgendagens løb.

Nicki Thiim havde allerede i går markeret sig flot ved at sætte bedste tid under træningen på den meget regnvåde Spa-Francorchamp bane. I dag var der så tørvejr, men også her viste den hurtige kører, at han var med helt fremme.

Nicki Thiim tog således pole position foran René Rast, og kom dermed også ind foran kørere som Sean Edwards og Kévin Estre, der starter i anden startrække.

– At jeg nu også kunne tage min første pole position er stortartet. For vores team, der har arbejdet så meget den sidste uge, er det en drøm, udtalte Thiim om sin første pole i Porsche Super Cup.

Den hurtige sønderjyde ligger nummer to i den samlede stilling for rookie-kørere – her er hans nærmeste konkurrent Michael Ammermüller, der fører med blot to point. Tyskeren kvalificerede sig i dag som nummer ni, så der er gode muligheder for, at Thiim overtager føringen for rookies, og forbedrer sin position som nummer seks i det samlede mesterskab i Porsche Super Cup. 

Løbet køres i morgen klokken 11:45.