ADAC GT Masters besøgte i weekenden hollandske Zandvoort, og her blev det igen til point til danskerduoen hos Young Driver AMR-teamet.

Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen havde været med fremme i flere af træningerne – med blandt andet næstbedste tid i den afsluttende træning. Men i første løb måtte teamet trække sig efter et sammenstød på banen.

I andet løb gik det dog bedre. Fra en 15. startplads kunne Nygaard køre bilen frem i rækkerne.

– Fra 15. start plads fik jeg på første omgang kørt bilen op som nier, i den sidste del af mit stint fik jeg kørt yderligere tre pladser frem, som sekser. Kristian fik overhalet en mere så vi endte på en femteplads og fik gode point til mesterskabet, siger Christoffer Nygaard.

– Løbet var ok, og femtepladsen er god, taget i betragtning, at jeg var på Zandvoort for første gang. Samlet set, så kører jeg for at vinde, men med den nuværende ‘balance of performance’ er det bare ikke muligt. Vi mangler mere power, siger Kristian Poulsen i en pressemeddelelse.

Nygaard/Poulsen ligger nu på en delt 12. plads med 14 point, mens Kristian Poulsen i ’amatørmesterskabet’ er treer, 12 point efter Swen Dolenc på førstepladsen.

Diego Alessi/Daniel Keilwitz tog sig af sejren i første løb i Callaway Corvette, mens lokale Simon Knap og Jeroen de Boer tog sejren i andet løb i BMW Z4 GT3. Alessi/Keilwitz fører også samlet.

Næste gang Young Driver AMR skal i aktion bliver til den officielle Le Mans-testdag.