De danske rallykørere leverer stærk indsats i Rallye Le Touquet og viser top-10-fart i første afdeling af Clio Trophy France Asphalte

Den danske rallykører Oliver Sørensen og codriver Frederik Glad fik en lovende start på deres internationale satsning, da de i weekenden debuterede i Clio Trophy France Asphalte ved Rallye Le Touquet – Pas-de-Calais i Frankrig. Trods udfordringer undervejs sluttede det danske makkerpar som nummer 11 ud af 35 deltagere i et stærkt besat felt. 

Sæsonpremieren i Nordfrankrig blev en krævende affære. Med 188 kilometer hastighedsprøver fordelt på 12 etaper, kørt i både dagslys, mørke, regn og tæt tåge, blev det en weekend, hvor tilpasningsevne og overblik var afgørende. 

Allerede fredag viste Sørensen og Glad, at de kan begå sig i det internationale selskab. Med stigende fart gennem dagen avancerede de til en placering som nummer 10 i klassen, og i de vanskelige regnforhold leverede de blandt andet en næsthurtigste tid. Det sendte dem op som nummer fire samlet ved dagens afslutning. 

Lørdag ændrede løbet karakter. På den længste hastighedsprøve blev holdet ramt af en punktering tidligt på prøven. Med mere end 23 kilometer tilbage valgte de at skifte hjul undervejs. Det var en nødvendig beslutning, der dog kostede dyrt i klassementet. Senere blev forholdene yderligere forværret, da kraftig regn ramte løbets afsluttende prøve uden mulighed for at skifte til regnvejrsdæk. 

Trods modgangen holdt det danske mandskab hovedet koldt og sikrede en samlet placering lige uden for top-10 i et felt, hvor hele 30 deltagere kæmpede om point i Cuppen. 

”Alt i alt har det været over al forventning. Vi fik endelig set, hvor vi ligger i feltet, og at vide, at vi kan køre med i top-10, er virkelig fedt,” siger Oliver Sørensen. 

Det ærgrer dog førstekøreren, hvad resultatet kunne være blevet til: ”Det er selvfølgelig frustrerende at tænke på, hvor vi kunne have ligget uden punkteringen. Men det giver også motivation at se, at et podie faktisk var inden for rækkevidde,” fortæller han. 

Samtidig fremhæver Sørensen samarbejdet i bilen som en af weekendens store styrker: ”Samarbejdet mellem Frederik og mig fungerede rigtig godt. Der skulle et par gennemkørsler på shakedown til, før vi fandt rytmen,” siger han. 

Med en stærk debut og værdifuld erfaring i bagagen retter Oliver Sørensen Rally blikket mod næste afdeling af mesterskabet, Rallye Vosges Grand-Est i Alsace den 13.-14. juni. Inden da venter tredje afdeling af Danmarksmesterskabet den 30. maj i Kjellerup.