2012-udgaven af Supercheap Auto Bathurst 1000 blev ikke nogen stor dansk succes. Allan Simonsen var igen til start og skulle forsøge at bygge videre på den tredjeplads, han tog sammen med Greg Murphy i 2011.

Men i et andet team og denne gang i en Ford Falcon var optakten ikke helt så god som sidste år – hvor Greg Murphy satte Pepsi Max Crew-bilen på pole position.

En startposition som nummer 18 var uden for det fine selskab, der lørdag var ude i shootout om pole position. Men allerede i løbets startfase fik Simonsen kørt Jim Beam Racing-Falconen frem i feltet.

Top 10-placeringen, som Simonsen lå på længe, holdt dog ikke. Et kikset pitstop kostede dyrt og frarøvede Steven Johnson og Allan Simonsen muligheden for at hente en placering blandt de ti bedste.

– Det gik fint de første par timer, hvor vi konstant var i top 10. Vi blev kaldt i pit under safetycar, men da jeg kom ind var min plads taget af vores søsterbil, som var kommet ind ved en fejl. Jeg måtte derfor vente på at deres bil fik service inden vi kunne komme til. Da det var under safetycar røg vi fra nummer ni til næsten sidst, og så var den top ti væk, siger Allan Simonsen til Racemag.

Fremme i feltet blev løbet – og særligt den afsluttende fase – en nervepirrende dyst mellem Vodafone-teamet og Bottle-O-teamet. Løbet sluttede med blot et halvt sekund mellem de to forreste, hvilket sikrer Jamie Whincup yderligere luft i mesterskabet.

Næste løb i Australian V8 Supercar Championship er Gold Coast-løbet, der også har internationale kørere. Modsat sidste år, hvor både Allan Simonsen og Jan Magnussen var i aktion, er der ingen rød/hvide til start i år.

Se highlights her:

Toppen i Supercheap Auto Bathurst 1000:

Kører Bil Omg.
1 Paul Dumbrell / Jamie Whincup Commodore VE2 161
2 Dean Canto / David Reynolds Falcon FG 161
3 Craig Lowndes / Warren Luff Commodore VE2 161
4 Cameron McConville / James Courtney Commodore VE2 161
5 Michael Caruso / Greg Ritter Commodore VE2 161
6 Jonathon Webb / Scott McLaughlin Commodore VE2 161
7 Tim Slade / Andrew Thompson Falcon FG 161
8 Lee Holdsworth / Craig Baird Falcon FG 161
9 Russell Ingall / Christian Klein Commodore VE2 161
10 Alex Davison / James Moffat Falcon FG 161
11 Steve Richards / Mark Winterbottom Falcon FG 161
12 Luke Youlden / Shane van Gisbergen Falcon FG 161
13 Greg Murphy / Owen Kelly Commodore VE2 161
14 Chris Pither / David Wall Commodore VE2 161
15 Rick Kelly / David Russell Commodore VE2 161
16 Jack Perkins / Alexandre Premat Commodore VE2 161
17 Steven Johnson / Allan Simonsen Falcon FG 161
18 Todd Kelly / Tim Blanchard Commodore VE2 161
19 Karl Reindler / Daniel Gaunt Commodore VE2 161
20 Cameron Waters / Jesse Dixon Commodore VE2 158