Vi nærmer os med hastige skridt starten på Formel 1-sæsonen. Det betyder også, at Pirelli sender deres dækvalg til årets første løb ud.
I denne omgang er der valgt for de første fire løb, det vil sige Australien, Malaysia, Kina og Bahrain.
Til Australiens Grand Prix er de hvide medium-compounds samt gule softs udvalgt. De passer ifølge Pirelli godt til de varierende krav på Albert Park. Der er også en risiko for, at det ikke holder tørt hele weekenden – en detalje, som valget af hvid og gul også tager højde for.
På Sepang er valget sat efter den meget ru asfalt og de altid bagende varme temperaturer. Derfor skal der hårdere dæk til, og således er de hårde P Zero i orange valgt sammen med de hvide medium-dæk.
Ved de følgende to løb i Kina og Bahrain er valget det samme som i Australien – hvide medium og gule soft, til trods for, at Kina ellers er kendt for en ret høj degradation – og Bahrain for at være hård ved bagdækkene.
Pirelli siger også, at dækkene ganske vist er udviklet siden sidste år – særligt med fokus på nydesignede bagdæk, der skal fordele temperatur og kræfter jævnere, men samtidigt er dækvalget helt det samme som sidste år.



