Peugeot Sport er tilfredse efter 12-timersløbet på Sebring. Trods en misset sejr er franskmændene tilfredse med udbyttet og tredjepladsen til polesitterne i Peugeot 908 #8.

– Ud over selve resultatet, så er vi glade for at begge biler fuldførte løbet. Vi havde ingen tekniske problemer, hvilket er ekstremt tilfredsstillende for den nye bils første løb, siger Peugeot Sport-chefen Olivier Quesnel i en pressemeddelelse.

– Vi kom her for at forberede os til Le Mans, og netop det har vi gjort. Vi har også samlet en masse point til ILMC og fører konstruktørmesterskabet, siger Quesnel videre og sender lykønskninger videre til kundeteamet ORECA-Matmut.

De to Peugeot-racere blev ramt af hver deres uheld. Marc Gene var i nærkontakt med Audi #2 lige før fem timer var passeret. Uheldet kostede forreste højre ophæng og koblingen, hvilket satte Gene, Wurz og Davidson 20 omgange tilbage.

Bil #8 var længe på omgangshøjde med vinderne og den tredjeplacerede Highcroft Racing HPD, men mistede dyrbar tid, da fronten måtte udskiftes.

Alt i alt viste de franske racere mere fart og pålidelighed i en kombination, der giver Audi-lejren noget at tænke over.

– Vi har vist masser af potentiale og havde højere niveau af pålidelighed, end vi havde håbet på, siger Bruno Famin, der er teknisk direktør i Peugeot Sport.

Foto:  DPPI