Næste 24-timersudfordring er allerede skemalagt for Perfection Racing Europe, kun kort tid efter de kørte sig til en generel tredjeplads i Britcar 24H.

Det fynske team er klar med Michael Klostermann, Kim Holmgaard og en nytilkommer, amerikanske Robert Nimkoff.

Senest da Aston Martin-teamet kørte på Silverstone, var det med Mikkel C. Johansen og Kasper Jensen ved siden af Klostermann og Holmgaard. Men endnu er de to sidste pladser ikke besat.

– Vores resultat på Silverstone blev bemærket bland langdistancekørere. Allerede inden jeg var kommet hjem var jeg blevet kontaktet af de første, som ville forhøre sig om muligheder og betingelser for at komme med i vores team, fortæller teamchef Kent Steffensen.

Det kastede blandt andet kontakten med Robert Nimkoff af sig – en kører, der har kørt 24-timersløb for de tidligere ejere af GT4-raceren.

– Ja, Robert er ny i vores team, men han kender bilen rigtig godt. Han var nemlig med i 2011, da de tidligere ejere af vores bil kørte Britcar 24 Hours på Silverstone. Så da han viste interesse for at køre med os, så havde jeg ikke nogen betænkeligheder, siger Kent Steffensen.

Løbet i Dubai bliver en noget større mundfuld en debuten på Silverstone og denne gang tror Kent Steffensen ikke på, at teamet kan køre sig op på en generel podieplads.

– Det vil vist kræve et mindre mirakel. Der er indtil videre 88 biler på startlisten, og af dem er hele 25 GT3 racere, som er væsentlig hurtigere end vores GT4 Aston Martin. Men vi går efter en klassesejr igen. Det skal der ikke herske tvivl om. Indtil videre er der 11 biler meldt til i vores klasse, så der skal nok blive rigeligt at kæmpe med der, slutter teamchefen.

Dubai 24H køres i den 11.-12. januar 2013. Ud over Perfection Racing deltager også danske HM Motorsport i deres Citroën C2 S2000 Tidligere har blandt andre Jet Black Racing og Sally Racing deltaget under de danske faner.