Torsdag eftermiddag dansk tid blev der kørt kvalifikation til 2013-udgaven af 24H Dubai .

Nicki Thiim er den eneste dansker i den hurtigste A6-klasse, og han fik en rigtig god kvalifikation i Attempto-teamets Porsche #26. Den hurtige sønderjyde kom i bilen efter Kévin Estre, og kom som en af de få under grænsen på to minutter for en omgang på banen i Dubai. Nicki Thiim opnåede en flot P2 kun overgået af sidste års vinderbil med blandt andet Sean Edwards og Jeroen Bleekemolen, der tog pole. Tredjebedste tid blev sat af Stefan Mücke i en Aston Martin.

– Det er utroligt, jeg troede ikke vi ville være så hurtige. Som du kunne se derude, så lå jeg sammen med 10 andre biler, der virkelige pressede på som bare fanden, så det er dejligt at have gjort et godt arbejde, ved at have placeret bilen i front, udtalte Nicki Thiim om sin andenplads til Bruce Jones på Radio Le Mans efter kvalifikationen.

Kvalifikationen viste også, at der er tæt kamp mærkerne imellem. De fire første bilmærker er Mercedes, Porsche Aston Martin og BMW.

HM Motorsport opnåede også et godt resultat med P2 i A2-klassen i deres Citroen C2 Super 2000. Blandt de øvrige danskere gik det også godt for Jan Andersens bil #145, der fik placeret sig som P4 i SP3-klassen. LV Motorsport med hele fire danskere i bilen fik desværre ikke sat nogen tid under kvalifikationen. 24H Series nyhedsopdatering oplyser blot kort, at teamet har haft problemer med blandt andet motorblokken.

Danskerne i dette års 24H Dubai listet efter startnummer – nu opdateret med placering i kvalifikationen:

#26 – Porsche 997 GT3. N.Thiim, P2 samlet og i A6-klassen.

#46 – Porsche 997. R.Poulsen, P5 i 997-klassen.

#51 – Porsche 997. C.Donnerstag, M.Holden, J.Larsen og T.Raldorf, P9 i 997-klassen – ingen tid.

#97 – Citroen C2. JH Hansen, R.Hagedorn og JE Hansen, P2 i A2-klassen.

#104 – Renault Clio. M.Gøtsche, P9 i A2-klassen.

#145 – Aston Martin. J. Andersen, P4 i SP3-klassen.

#151 – Aston Martin. Holmgaard, P4 i SP3-klassen.

Efter kvalifikationen var der en kort pause, også var der træning i mørke på den 5,39 kilometer lange Dubai Autodrome. Fredag formiddag klokken 11 dansk tid går starten til dette års 24H Dubai.