Fra i morgen og resten af ugen ud tester formel 1 feltet på Catalunya banen ved Barcelona. Det er den anden officielle test inden sæson sæsonstart i Melbourne.

Ferrari har meldt ud at de ikke var helt tilfredse med testen på Jerez, men at de ser rigeligt potentiale i deres bil.

– Det bliver vigtigt at få kørt en masse kilometer, fordi vi har mange ideer at prøve af og det er afgørende vi ikke får problemer. Jeg ved at teamet har arbejdet flittigt for at Alonso og jeg kan køre en masse omgange, udtaler Felipe Massa i en pressemeddelelse.

Mercedes fik allerede i weekenden deres debut med 2012 raceren på Catalunya banen. Teamet brugte ikke den sidste testdag på Jerez, og det gav dem lov til én privat testdag. Både Schumacher og Rosberg var i bilen, og fik kørt over 300 km i bilen.

Alle teams undtagen HRT deltager i testen i denne uge. De har ikke fået godkendt deres crashtest af 2012 raceren. Marussia teamet vil for første gang teste i år, da de ikke deltog på Jerez, men det bliver dog i deres 2011 racer.

Circuit de Catalunya som banen officielt hedder ligger i den spanske provins Katalonien tæt på Barcelona. Banen fik sin nuværende form i 1991, hvor den også lagde asfalt til det spanske formel 1 Grand Prix. I alt består banen af 16 sving, og er 4.655 km lang.

Følg testen her på Racemag de kommende dage.