Formel 1-feltet er nu nået til det 12. løb i kalenderen. Det belgiske Grand Prix køres traditionen tro på Spa-Francorchamps i Ardennerne.
Fremtiden for den legendariske bane på Formel 1-kalenderen har været diskuteret tidligere i år, men nu er der indgået en aftale til og med 2015.
Spa-Francorchamps hører til mange af kørernes favoritbane, da de er vilde med de hurtige kurver på banen. En kombination af spændende sving og høj hastighed, hvor især Eau Rouge / Raidillon er kendt i motorsportskredse.
Derudover kan vi som danskere også være stolte af, at det netop var på denne bane at Marco Sørensen og Kevin Magnussen tog en sejr hver tidligere i år i Formel Renault 3.5.
Kongen af Spa-Francorchamps er Michael Schumacher, der har hele 6 sejre på banen i sin karriere. Sejrene er taget før den tyske legendes comeback – i tiden efter var det Kimi Räikkönen, der dominerede på banen. Finnen tog fire sejre fra 2004-2009.
Der har nu været en lang sommerpause i Formel 1 – men teams og ingeniører har arbejdet på højtryk for at få videreudviklet deres biler. De teams der er lykkedes med det arbejde kan meget vel komme til at dominere de kommende løb – endda resten af sæsonen.
Før pausen var både McLaren og Lotus rigtig stærke i de to sidste Grand Prix’er i Tyskland og Ungarn. Red Bull har også vist sig stærke igennem sæsonen med begge deres kørere. De er naturligvis ikke så dominerende som sidste år, men sommerpausen kan meget vel betyde at teamet er tilbage helt i toppen.
Tidligt i sæsonen fik Mercedes sin første sejr i Formel 1 i nyere tid. Men i de sidste par løb er de sluttet i den tungere ende af top 10. Om de er tilbage igen, må weekenden gøre os klogere på.
Fernando Alonso fører VM, men det kan mere tilskrives hans evner som kører end Ferrariens formåen. Teamet var langt bagud da sæsonen gik i gang, men efter den første pause i foråret havde teamet gjort store tekniske fremskridt. Så det bliver spændende at se, hvad Ferrari kan levere på Spa.
Regn er ofte en fast bestanddel af løbet i Belgien. Og det er før set, at der kan være regn på noget af banen imens solen skinner andre steder på banen. Så kørere der er gode i regnvejr kan få en fordel, men også valget og heldet med hensyn til pitstopstrategi kan komme til at spille ind.
Fredagen byder som vanligt på de første frie træninger. Her kan vi få det første fingerpeg om, hvem der er stærkest på banen i Belgien. Men der vil nok være en del taktik fra de forskellige teams, om ikke at vise for meget om deres raceres formåen. Så mon ikke vi skal hen til kvalifikationen lørdag for at få et reelt indtryk af styrkeforholdet de forskellige teams imellem.
Løbet køres søndag den 2. september klokken 14:00.
Se video med Mark Webber, der guider rundt på Spa-Francorchamps:



