McLaren har i en pressemeddelelse netop bekræftet, at Jenson Button fortsætter i teamet i 2016.
Ron Dennis forklarer i meddelelsen, at han har diskuteret fremtiden med Jenson i de forgangne uger, og McLaren-chefen forklarer, at begge er glade for at kunne bringe en officiel melding.
– Jeg har gjort det klart, hver gang jeg er blevet spurgt: Jensons nuværende kontrakt er to år lang, altså 2015 og 2016. Der har hele tiden været en option, McLaren kunne have valgt at bruge til at ophæve kontrakten efter i år, men Jenson har hele tiden holdt fast i, at han fortsat er entusiastisk og mere fokuseret end nogensinde – og derfor blev optionen straks irrelevant. Derfor kører Jenson Button for os næste år under de aftaler, som den nu et år gamle kontrakt indeholder, siger Ron Dennis og fortsætter:
– Jeg er ekstremt tilfreds. Jenson er den mest erfarne kører i feltet lige nu, og i næste sæson bliver han den blot tredje kører, der når 300 løb (Michael Schumacher og Rubens Barrichello er de to andre). Dertil hører også, at Jensons store erfaring er et meget værdifuldt aktiv for vores team, og at han er utroligt fit og lige så super-hurtig som han altid har været.
Jenson Button:
– Gennem den seneste måneds tid har jeg tænkt meget, og det er ingen hemmelighed, at jeg en overgang var i to sind om min fremtid. Men jeg har været McLaren-kører i de sidste seks sæsoner, og jeg har lært Ron meget godt at kende i den tid. Vi har haft nogle gode samtaler i de seneste uger, og i dem er det blevet klart, at Ron er meget målrettet i forhold til at lede vores team gennem de nuværende udfordringer. Det giver mig en god tiltro, og af den grund har vi valgt at fortsætte samarbejdet. Et samarbejde, jeg straks har set, er det rigtige at vælge, siger Button,
– Det er klart, at året ikke har været let for os, men vi ved, hvad vi skal gøre for at forbedre det hele. I samarbejde med Honda vil vi arbejde ekstremt hårdt over de næste måneder for at sikre, at 2016 bliver en meget bedre sæson end 2015 har været. Jeg kan ikke vente!



