Jeg er meget glad og stolt over at kunne fortælle jer, at jeg d. 29.-30. oktober, sammen med Karsten Isaksen, skal køre det tyske rally løb Sachsen Rally i en Opel Corsa-e Rally 🚗🇩🇪
For nogle uger siden kontaktede jeg Opel Motorsport i Tyskland, for at høre mere om den nye Opel Corsa e-Rally cup, verdens første elektriske rallyserie, med henblik på evt. at deltage i serien til næste år. Jeg blev til min egen store overraskelse og begejstring, mødt med et tilbud om at få stillet en bil til rådighed, hvis jeg havde lyst til at prøve kræfter med bilen i et løb allerede i år. Det tilbud kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til, jeg har faktisk svært ved at beskrive hvor stolt jeg er over at få sådan et tilbud. Af rent praktiske årsager, kommer jeg til at stille til start i løbet i samarbejde med det tyske team Schmack Motorsport, der har stor erfaring med bilen og serien.
Det bliver helt sikkert en stor udfordring, men jeg går ind til det med oprejst pande og glæder mig bare til at komme i gang. Resultatet er ikke det afgørende, jeg kører primært løbet for at lære, og blive dygtigere frem mod, at jeg forhåbentligt skal deltage i en serie i udlandet i fremtiden 🏁🏁








