Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen fik et godt første løb på Nürburgring i ADAC GT Masters, trods et svært udgangspunkt.

De to danskere havde kvalificeret sig som P18 ud af et felt på 33 biler. Kristian Poulsen startede i bilen, og skulle dermed køre den første halve time. Han fik avanceret nogle pladser før han kørte i pit, og overlod rattet til Christoffer Nygaard. Poulsen fik under sit stint holdt Swen Dolenc bag sig, som er den førende i amatørmesterskabet.

Christoffer Nygaard avancerede mange pladser under sit stint, og da det ternede flag faldt blev han nummer ni. Young Driver AMR-kørerne opnåede dermed et slutresultat, der var hele ni pladser bedre end deres startplads på gridden.

Kristian Poulsen tog dermed sejren i weekendens første løb blandt amatørkørerne, og samtidig fik Christoffer Nygaard også hentet point til mesterskabet. Poulsen har med sin sejr hentet syv point ind på Dolenc, og er nu kun 17 point bag ham.

Vinderen af løbet blev Dino Lunardi og Maxime Martin fra Alpina-teamet foran Callaway Competion med Daniel Keilwitz og Diego Alessi.

Søndag køres weekendens andet løb klokken 12:30. Her starter de to danskere længere fremme på gridden, da de opnåede P9 til løb nummer to.