Danske Christoffer Nygaard er overrasket over, at Young Driver AMR-teamet er kommet på venteliste til 2011-udgaven af Le Mans.

Den unge Lyngby-kører, der i 2010 kørte FIA GT1 World Championship og Le Mans (foto) for teamet, har fulgt med offentliggørelsen af deltagerlisten til den 79. udgave af 24-timersklassikeren.

– Jeg er da lidt skuffet over, at de ikke har fået en plads – især når man ser på, at der kun er to Aston Martin med på listen, men en masse Ferrari og Porsche. Det forstår jeg ikke, siger Christoffer Nygaard til Racemag.

Selv har danskeren, der kunne træde på podiet i sin Le Mans-debut i 2010, endnu ikke en aftale på plads med teamet , hvor han dog stadig er ansat.

– Jeg afventer sådan set bare, hvor de vil bruge mig, der er mange ting i spil, men jeg havde håbet på Le Mans. GT1 og GT3 er også fortsat inde i billedet, siger Nygaard videre.

Young Driver AMR er tilmeldt med en Aston Martin Vantage GT2 med Tomas Enge som udnævnt kører.

Foto: Deborah Stevens