Casper Nissen høstede erfaring frem for pokaler, da han kørte næstsidste afdeling af USF Juniors-mesterskabet på Lime Rock Park i Connecticut med Jay Howard Driver Development-teamet.
Efter gode resultater på Mid-Ohio Sports Car Course håbede den hurtige sønderjyde på en fortsættelse i weekendens løb – selvom han på forhånd vidste, at det kunne blive svært. Den lille racerbane i det østlige USA har ikke mange sving, men kræver en særlig kørestil for at være med helt fremme.
Det blev tydeligt i kvalifikationen, hvor det kun blev til 18. bedste omgangstid. Frustrationerne var til at spore, men teenageren fra Toftlund kæmpede videre for at omsætte erfaringer og input fra teamets ingeniører til fart på banen.
Fremad gik det dog også i weekendens første løb, hvor Casper Nissen arbejdede sig frem til 13. pladsen, før speederen satte sig fast og Casper måtte en tur af banen. Der skete heldigvis ikke noget alvorligt, men grundet defekten måtte han udgå af løbet.
I weekendens andet løb lykkedes det igen at køre sig frem til en 13. plads inden det ternede flag blev svunget. Samlet set er Casper Nissen tilfreds med weekendens fremgang:
“Det var svært for mig at tilpasse min kørestil. Lime Rock er meget speciel fordi man stort set ikke skal bruge bremsen hele vejen rundt, og det er ikke noget, jeg har prøvet tidligere. Jeg synes at det gik rigtig fint den rigtige vej, ikke mindst takket være teamets ingeniører og deres feedback, så selvom jeg helst ville have haft en topplacering med, har jeg lært en masse”, siger Casper Nissen, der nu kan nyde den danske sommer inden sæsonen afsluttes på Road America den 24-26. september.
“Jeg synes, jeg har fået min del af uheld og lærestreger i denne sæson, så jeg vil gøre rigtig meget for at få en stærk afslutning på sæsonen. Den kommer til at stå på skarp træning de næste to måneder”, siger Casper Nissen.



