Den 29-årige englænder James Rossiter, skal i ugens løb ud at teste den nye Force India-racer sammen med Jules Bianchi og Paul di Resta.

Force India har endnu ikke offentliggjort, hvem der bliver teamets anden kører i 2013-sæsonen.

I sidste uge kom det frem, at Jules Bianchi oprindeligt var tiltænkt endnu en sæson som testkører, hvis ikke Nico Hülkenberg havde forladt teamet. Men da tyskeren skrev kontrakt med Sauber, så ændrede det Force Indias langsigtede planer.

James Rossiter var fra 2006-2008 testkører i Formel 1 for Honda, og siden har han kørt GT biler for Lotus.

Valget af Rossiter kunne være fordi Force India ønsker en erfaren testkører, såfremt Jules Bianchi bliver tilbudt det andet sæde hos teamet. Hvorfor Force India så ikke har valgt en af de mange kørere, der i år har mistet deres plads i feltet, kan netop hænge sammen med at de satser langsigtet. Teamet ønsker ikke en kører ind, der forventer en fast plads om en sæson, for der har de allerede lagt planer for deres kører lineup.

Adrian Sutil er naturligvis fortsat en joker, men hvorfor har teamet valgt Rossiter, hvis også Bianchi skal være testkører i endnu en sæson.

Det virker dog underligt, at Force India endnu ikke har valgt at offentliggøre, hvem der bliver deres anden kører for 2013-sæsonen. Årsagerne kan være mange; Force Indias økonomi, kontraktforhold for Bianchi på grund af han er Ferrari Academy-kører, uenighed mellem teamejer Vijay Mallya og den sportslige ledelse – det er  blot nogle af buddene.