Feiber Distribution og Supertourisme indgår nyt samarbejde for 2015.

Det sker med Feiber-mærket Carhartt Workwear, som skal være ny klasssesponsor for Danish Supertourisme Turbo.

Supertourisme er motorsport med biler som ligner DTM, og er en af de største og hurtigst voksende racerbilsklasser i Europa.

Jesper Ditlefsen, ejer af Feiber Distribution, udtaler: ”Vi ser med sponsoratet en spændende mulighed for at øge opmærksomheden på Carhartt Workwear brandet, og samtidig give vores kunder unikke oplevelser i racersportens verden”.

Hos Carhartt forhandlere vil der være spændende salgskampagner med vilde motorsportsoplevelser som trækplaster. Kampagnerne vil være at finde i hele Danmark, hvor forhandlerne har bakket stærkt op omkring konceptet med udsigten til at blive inviteret helt ind bag kulissen i Supertourisme.

Herudover vil Carhartt Workwear brandet blive profileret på banen, samt på TV3 Sport, som sender løbene i hele 2015. Her vil Carhartt Workwear blive præsenteret som sponsor før og efter programmet.

Baggrunden for samarbejdet er at finde i Carhartt Workwear´s lange historie, som er stærkt forbundet til mekanikere, smede og bilindustri.

”Carhartt startede med at lave arbejdstøj til ansatte ved de amerikanske jernbaner i 1889, og var en overgang også selv bilproducenter”, siger Jesper Ditlefsen: ”derfor fortsætter vi som sponsor af Supertourisme med at knytte bånd til mærkets kerneværdier”.

Carhartt er i dag repræsenteret som et eksklusivt arbejdstøjsmærke hos en række af de førende kæder inden for værktøj og tilbehør til industrien.