Allerede i den kommende weekend sætter Jan Magnussen gang i motorsportsåret 2016 med opvarmningen til 24-timersløbet på Daytona. Det legendariske løb køres den 30.-31. januar.

Men i år er der en ændring. Jan Magnussen har nemlig fået en ny holdkammerat til Daytona, for Corvette Racing har hyret Audis tidligere Le Mans-vinder Mike Rockenfeller.
Jan Magnussen forventer hård modstand i år, for nok er Corvette Racings Corvette C7.R blevet opdateret over vinteren, men konkurrenterne stiller op med mange nye biler.
– Efter 10 forsøg lykkedes det os endelig at vinde 24 Hours of Daytona sidste år, og jeg kunne sagtens bruge et ur til, siger Jan Magnussen på Janmagnussen.com, og fortsætter:

– Når det er sagt, tror jeg vi går en hård sæson i møde. Vi har opdateret vores Corvette C7.R, så den er fit for fight til at møde de helt nye modeller fra Ford, Ferrari og BMW, hvorfra vi forventer ekstrem konkurrence. Vi er især spændte på Ford, som efter mange år vender tilbage til GT-feltet med det, der ligner en temmelig hurtig racerbil.

Konkurrencen fejlede nu ikke noget i 2015, heller. Her vandt Jan Magnussen, Antonio Garcia og Ryan Briscoe løbet med blot et halvt sekunds forspring. Men i år er Ryan Briscoe at finde i den anden Corvette, og derfor er Mike Rockenfeller den nye tredjekører i Corvette #3.

Jan Magnussen siger følgende om den nye Corvette-kører:
– Mike er absolut en erfaren kører, som med en række sejre i nogle af verdens største løb forlængst har bevist sine evner. Ingen tvivl om, at vi bliver et godt hold, og jeg ser frem til at vinde løbet med ham og Antonio, lyder det fra Jan Magnussen.