Motorsport Nordjylland (MNJ) byder med Rally Cross Denmark i løbsweekenden: 12.-13. maj velkommen til NEZ-premieren 2012 i Rallycross (RC) samt DM-starten 2012 for Cross Kart (CK). North European Zone omfatter nationerne: Norge, Sverige, Finland, Island, Rusland, Estland, Letland, Litauen og Danmark.
“De tidligere år har MNJ høstet megen ros for afviklingen af NEZ-semifinalen eller finalen”, oplyser løbsleder Carsten Storgaard. “I 2012 skal vi for første gang prøve kræfter med NEZ-premieren. Vi har specielt scoret et godt ry i Norge, hvorfor nordmændene stiller talstærkt med 24 RC-teams”.
I 2012 bliver NEZ-premieren ekstra spændende set med nordjyske briller, idet MNJ-brødrene, Jan og Allan Jørgensen satser på at køre hele NEZ-serien 2012.
“Allerede ugen efter løbet i Nysum sætter vi bilsnuderne til kurs mod det tidligere EM-stadion – Momarken i Norge”, oplyser Allan Jørgensen. “I sommerferien skal vi så en smuttur til Litauen og Letland. Vi satser derfor efter frontplaceringer på hjemmebane”.
Begge brødre kører Rallycross i Opel Corsa, og vinterpausen har MNJ’erne anvendt til at kikke grundigt RC-bilerne efter i sømmene og fået monteret ny undervogn på bilerne.

“Norge har efterhånden overhalet Sverige som den førende nation indenfor Rallycross”, fortsætter Carsten Storgaard. 3 regerende europamestre ud af 3 mulige til Norge vækker således til respekt. I den tunede åbne 2wd-klasse (NEZ OPEN) stiller hele 11 norske RC-teams op! Her får de danske Volvo kørere; Morten Schnack og Peder T. Jensen, samt Jens Steffensen i Audi, derfor kvalificeret modstand. Dette giver garanti for kontrolleret firehjulsdrift og spektakulær kørsel.
Til NEZ-premieren er MNJ’s regerende vice-europamester: Ulrik Linnemann også skrevet på startlisten. “Jeg glæder mig at vise min opdaterede EM-racer frem for mine trofaste hjemme publikum”.
I Europamesterskabet for Super1600 er Ulrik Linnemann lige nu på en samlet 4. plads efter to af ti kørte afdelinger. Her er 2012-strategien samlet EM-guld og NEZ-premieren bliver derfor også anvendt til test af nye opsætninger på Peugeot 207’eren.
“Cross Kart’en er en specialbygget go kart til løst underlag”, forklarer løbsleder Carsten Storgaard. “De hidsige køretøjer anvender specielle dæk med lange knopper, der giver et godt bid i underlaget. Cross Kart’en anvender både støddæmpere og fjedre, derfor præsterer de også gode køreegenskaber på asfalt”.
Cross Kart får mere og mere dækfæste i dansk motorsport. Derfor er der oprettet et Team Danmark-talentprojekt med 2 ildsjæle, Peter Lindgaard Nielsen og Arne Staun fra MNJ, som primus motorer.

“Det bliver spændende at følge MNJ’s 2 TD-talenter i DM-premieren”, afslutter Carsten Storgaard. Lucas Bjerg Staun (85 ccm.) samt Casper B. Larsen (250 ccm. har allerede deltaget i 2 træningssamlinger.
MOTORSPORT NORDJYLLAND
Åge Keseler Kirketerp +
RallycrossDK.com



