På trods af straffe havde Casper Nissen en positiv og lærerig debut i amerikansk formelracing, da USF Juniors Championship kørte første afdeling på Homestead-Miami Speedway.
Forud for sæsonstarten var forventningerne skruet i vejret, og i samtlige tre løb var den 15-årige sønderjyde med i kampen om topplaceringerne. Faktisk nåede han at sikre to pokaler – men de blev taget fra ham efterfølgende:
“Jeg var med helt fremme i de to første løb, hvor jeg kørte mig til podieplaceringer, men løbsdommerne vurderede at jeg havde været skyld i sammenstød i begge løb, og gav mig tidsstraffe, som rykkede mig ned i stillingen. Hverken teamet eller jeg selv kan helt se hvordan de er nået frem til de konklusioner, men vi har valgt at se fremad i stedet for at ærgre os”, siger Casper Nissen, som kan glæde sig over at have leveret en flot indsats i sin første amerikanske løbsweekend.
I det andet løb kørte han sig frem til tredjepladsen, inden en konkurrent pressede ham af banen og ned på 11. pladsen. Igen i tredje løb præsterede teenageren at køre sig op gennem feltet og lå i en overgang på tredjepladsen, før en rutineret manøvre fra et par konkurrenter sendte danskeren flere placeringer bagud.
“Jeg er godt tilfreds med debuten. Farten havde jeg som forventet, og så har jeg lært et par ting, som jeg kan tage med mig videre. Banen er noget anderledes end hvad, jeg havde prøvet før, så jeg havde forventet at få lidt modstand”, siger Casper Nissen, der godt kunne mærke forskellen fra de skandinaviske forhold:
“Alt er bare større, vildere, hurtigere. Det har været en kæmpe oplevelse at være med, og vi fik kørt noget super godt racerløb. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage i bilen og arbejde videre med mit team hos Jay Howard Driver Development”, siger Casper Nissen.
Næste løb i USF Juniors Championship køres på Carolina Motorsport Park den 16-19. april.



