Verdens hårdeste karting-serie, World Series Karting (WSK) er den mest ambitiøse serie, hvor kun verdens bedste kørere kan være med.  I weekenden blev anden sidste afdeling afviklet i Spanien, Zuera.

Det blev et fantastisk løb for danske Nicolaj Møller Madsen, han formåede at vinde pre-finalen, og slutte finalen af på en podieplads som nummer tre. Det er anden gang i år, at den 16-årige dansker betræder podiet i WSK.

Faktisk er Nicolaj den eneste dansker der i år har fået sådanne gode placeringer med hjem fra et WSK-løb. Og ambitionerne er endnu højere for racerkøreren.

– Det er simpelthen for fedt. Det er andet gang jeg er på podiet i år, og det er rigtig stort for mig, især som rookie. Næste løb er Garda, og der er vores mål hel sikkert af få en sejr med hjem, for den bane er min bane, fortæller en glad Møller Madsen.

Næste og sidste afdeling af den hårde WSK-serie køres den sidste weekend i oktober på banen i South Garda.